En amerikansk udgave af gruppearbejde

En bloggers troværdighed daler hvis bloggeren ikke blogger kontinuerligt.

Min blog-ethos må være ca -48 Fahrenheit(som selvfølgelig så vil mene ikke-esisterende – eller meget frossen, men det er ikke min pointe, jeg skrev det bare for at vise, at jeg nu kender til skalaen Fahrenheit).

M E N (og men indikerer altid at alt foranstående er underordnet det, der er efterstillet men’et) jeg har haft meget travlt med at læse lektier og lave lektier(jeg skelner mellem disse fordi der både er meget læsning, og mange afleveringer), så jeg vil mene at det må være en legitim grund.

Jeg er meget flittig, faktisk tror jeg aldrig jeg har været så flittig, men det er kravet her, og faktisk nyder jeg det.

Det er efterhånden allemandsviden(og det er kun min skyld, fordi jeg mener at en troværdig blogger er ærlig…) at det første stykke tid her i Pullman, landsbyen omringet af marker og bakker, var svært for mig. Og det er stadig svært. Det er lang tid siden jeg har følt mig så omringet af ensomheden(her får jeg lyst til at citere min fars ynglingscitat fra Otis Reddings ’Sitting on the Dock of a Bay’:”… And this loneliness won’t leave me alone”). Men som min kloge mor har sagt(mange gange efterhånden over Skype): man skal acceptere ensomheden og ikke være bange for den. Og faktisk er jeg nu nået dertil hvor jeg synes den er meget hyggeligt selskab.

Dagens oplevelse indtil videre(kl er kun 11.30) er at jeg har fået kort fra både Katrine(de røde kopper var ikke mig, men jeg kan erklære mig enig i Cecilies opdagelse og forundring, og du må gerne kalde mig Jim) og Edisons. Jeg fik helt tårer i øjnene, da jeg læste dem, det var dejligt at høre fra jer.

Den sidste uges tid har jeg gennemgået en amerikansk udgave af gruppearbejde til min Gendered Society-klasse, og jeg kan med det samme konkludere at de ville brænde RUC’s tanker om gruppe-arbejde på et bål, som man brændte hekse i 1600-tallet. For mit vedkommende kan jeg sige(uden nogensinde at have gået på RUC) at jeg aldrig har savnet RUC så meget(egentlig har jeg aldrig savnet RUC, men det skal forstås i overført betydning). Måske havde vi ikke de bedste odds for gruppen siden de andre tre tager faget fordi det er obligatorisk, to af dem studerer Criminal Justice for at kunne komme på Law School senere(den ene af dem, er en som tidligere på min blog er citeret for at beskrive stereotype kvinder som ”bitches”. Dette er faktisk det eneste han har sagt, som jeg har forstået, manden mumler utroligt meget, og et andet gruppemedlem ytrede også at hun overhovedet ikke fattede hvad han sagde. “Heldigvis” sagde han ikke meget arbejdsrelateret). Der var de tre, og så var der mig, som glædede sig mega meget til at diskutere social konstruktivisme i et kønsligt aspekt. Det blev der ikke meget. I stedet blev der to møder, hvor fokus udelukkende var målet, og gruppearbejdet bestod i sammen at beslutte hvem der skulle lave hvad. De var mere interesseret i Danmark, fordi drikke-alderen er lavere, end konstruktionen af køn. For at være rimelig(det tog mig tre opslag i ordbogen engelsk-dansk at huske det ord – jeg er bange for at jeg er sprogløs i december, og ender op med to sprog jeg kan nogenlunde, i stedet for ét jeg kan til perfektion) må jeg tilføje at i hvert fald en af de tre lavede meget af arbejdet til præsentation(og lånte mig i øvrigt sin O.C. sæson 4), så det var hovedsageligt indstillingen til arbejdet der pissede mig af. Der er virkelig ikke noget mere demotiverende end at være i en gruppe, der ikke gider engagere og involvere sig(selvfølgelig sagde jeg ikke noget til dem, dels fordi jeg i forvejen havde en fornemmelse af at være stemplet som nørd fordi faget intereserede mig, og dels fordi jeg klassificerede det som en kulturforskel, og tænkte: ”De ved ikke bedre”). Heldigvis gik præsentationen godt, og vi fik folk til at diskutere lidt, det meste af tiden uden de sædvanlige ”Min far har engang…”, ”Da jeg arbejdede for…”, ”Min vens ven er faktisk…” anekdoter. Så det var dejligt, men specielt akademisk kan man ikke kalde det(hvilket egentlig er meget rart, taget i betragtningen af at der forventes så meget andet af en).

Det var dagens narrativ(ikke dermed sagt at der kommer et nyt hver gang der kommer en ny dag, men bestemt en vending der skal indikere, at der kommer et ”dagens narrativ” et par gange om ugen).

xoxo

Maja